La Milonguita – Aarhus – April

Det er blevet tid til aprils udgave af La Milonguita. Vi er så glade og overvældede over hvor mange glade tangofolk der er kommet de første to gange, og vi håber, at I alle sammen vil komme og danse med os igen den 10 april.
Vi drømmer om endnu mere tango i Aarhus. Derfor har vi indgået et samarbejde med Cafe Mellemfolk, om at lave en folkelig og stemningsfuld søndagsmilonga, hvor alle er velkommen.
Her kan du komme og svinge din partner, mor eller bror på dansegulvet, eller blot nyde en skål varm suppe eller en kop kaffe med dine tangovenner. Det er også helt ok at sætte sig i en velourstol nede i hjørnet med en kop kaffe, og nyde udsigten med Piazzolla i baggrunden. Er du ny til tango, kan du komme og smage på stemningen.
Konceptet er enkelt; der er tango, kaffe og god søndagsstemning.
Cafeens frivillige betjener baren, og vi får lov til at fylde dansegulvet. Win win. Der er gratis entré og alle barens indtægter går til Mellemfolkeligt Samvirke.
Musikken bliver spillet af forskellige DJ’s, som selv får lov til at vælge, hvordan de sammensætter deres musik. For at skabe en afslappet søndagsstemning, bliver der som udgangspunkt spillet tandaer, men uden faste cortinaer.
Håbet er at holde La Milonguita den 2. søndag i hver måned. Vi kører en pilotrunde her i foråret, hvor den 10. april fra 14-18 bliver den sidste prøvegang.
Adressen er Cafe Mellemfolk, Mejlgade 53, 8000 Aarhus C. 1, sal i midterbygningen.
Alting er frivilligt drevet. Hvis du har lyst til at hjælpe med noget, komme og sætte op eller pakke ned, så skriv endelig en besked til La Milonguita – Aarhus.
Følg vores side her: https://www.facebook.com/La-Milonguita-Aarhus-109286254985081
Tangohilsner fra
Daniel, Michael, Ida og Emilie