danseparaplyen

VISIONEN OM DANSENS HUS AARHUS

Et ”Dansens hus” er det ultimative mål for DanseParaplyen Aarhus. Huset skal være med til at skabe et stærkt, bredt favnende, levende og mangfoldigt dansemiljø og sætte Aarhus på Danmarks og verdenskortet som Dansens by. En del af et stærkt fundament for at gøre social dans til et meget synligt gå i byen miljø, hvor det er dansen og det sociale sammenhold der har hovedfokus.

Vision
”Dansens hus” i Aarhus skal skabe en meget tiltrængt fælles ramme for byens mange sociale danseforeninger, der mangler et sted, hvor der kan skabes en stærk foreningsånd på lige fod med de store idrætsgrene.

Visionen er at huset, der ligger centralt i Aarhus, skal emme af liv alle ugens dage – dag som sen aften/nat. Der er trænings-/undervisningsrum af varierende størrelser og indretning til understøttelse af aktiviteter til husets ca. 2.500 dansere. Huset skal være fleksibelt opbygget, så det kan understøtte større danse-events eller mindre forestillinger. Visionen er at skabe et miljø der motiverer, udvikler og giver lyst til at ”shoppe” i de forskellige danseformer for at finde netop den dans, der passer en bedst.

Aktiviteter
Dansens hus skal understøtte undervisning, dansefester, koncerter, dansefestivaller, foredrag/inspiration, møder, hygge, dialog og erfaringsudveksling og ikke mindst mulighed for at udvikle sig sammen og på tværs af foreninger og dansestile mv. Huset skal kunne udlejes til andre, herunder også professionelle, hvis ikke dansemiljøet/foreningerne kan udfylde hele tiden og/eller man samarbejder om arrangementer og aktiviteter. Det er nemlig vigtigt, at huset i fremtiden vil suge interesserede til fra hele Aarhus & opland. Når dette er lykkedes, vil der også komme mange flere medlemmer og interesserede fra andre dansemiljøer i Danmark og udlandet.

Ideer og ønsker til indretningen
Huset skal være indrettet således, at alle danse stilarter kan rummes. Der skal være flere aktivitetsrum udstyret med lys, lyd, ventilation og perfekt dansegulv. Det skal være godt lydisoleret, så man ikke forstyrrer hinanden, når der er fuldt hus. Der skal være mulighed for at kigge ind via vinduer, så man ikke mødes af “lukkede døre” men signalerer åbenhed og fællesskab. Der er trænings-/undervisningsrum af varierende størrelser, for det er vigtigt, at der er muligheder for både meget små grupper og de store. Rummene skal være så fleksible som muligt og kunne sammenlægges til større rum og give mulighed for varierende aktiviteter. Udover træning/undervisning skal der være plads til forestillinger og events.

Der skal være en lounge med cafe og mødefaciliteter centralt ved indgangen, hvor man kan få info og tilmelde eller indmelde sig eller komme ind fra gaden og se og opleve, hvad der sker og hvor foreningerne kan afholde deres møder. Det skal være et område, hvor medlemmer mødes på kryds og tværs og hvor man kan sætte sig efter træning og få en snak og samtidig få oplevelsen af liv i dansesalene, der giver lyst til at ”shoppe” i andre danse-former og få lyst til at lave nye aktiviteter, samarbejder og netværk.

Sport- og Fritidspolitiken for 2018-2021
”Dansens hus” vil være i tråd med Aarhus Kommunes Sport og Fritidspolitik og danne grundlag for sunde fællesskaber – i bevægelse & balance.
Se mere via på aarhus.dk.

Drift af huset
Husets drift skal varetages som et samarbejde mellem DanseParaplyens styregruppe og Aarhus kommune. Der forventes tilskud fra Aarhus kommune for, at driften af Dansens Hus skal kunne løbe økonomisk rundt. Der skal være minimum én ansat til det administrative og planlægning af det praktiske arbejde, for at få huset til at fungere. Man kan evt. tilknytte enkeltpersoner i jobtræning, der har behov for at styrke deres kompetencer.
DanseParaplyens styregruppe skal fungere som leder af stedet og ansatte skal referere til denne. Styregruppen vælges på et repræsentantskabsmøde hvert år blandt alle kontingentbetalende medlemmer.

Det forudsættes tillige, at der er frivillige, der er med til at varetage mindre praktiske opgaver og derudover er aktive i udvalg/arbejdsgrupper for de enkelte aktiviteter/grupperinger/ danseretninger, som har deres virke i huset, ud fra de fælles retningslinjer, der fastlægges på repræsentantskabsmøde og styregruppen.

Vejen til succes
Det altafgørende for succes er, at man har en stærk organisering for netop sammen at kunne lave en stærk PR overfor specielt Aarhus Kommune, for danseforeninger, den sociale dans og de værdier, der er forbundet hermed. Vi skal sammen vise, at det er vigtigt, at Dansen skal opprioriteres i Aarhus Kommune. Der er ingen begrænsning for hvilke danseformer, der kan være en del af huset. Ønsket/intensionen er at skabe et miljø, der motiverer, udvikler og giver alle dansestilarter mulighed for at udvikle sig og lade sig inspirere i fælles samarbejde med de andre stilarter og foreninger, som Aarhus har at byde på.

Initiativets gevinst
Dans er livsglæde og et Dansens Hus vil gøre det muligt at mødes og skabe fællesskaber på tværs af stilarter, foreninger, alder, køn, minoriteter og interesser m.fl. Danseforeninger har typisk ikke noget fast tilhørsforhold, som f.eks. en lokalforankret idrætsforening. Det er folk der komme fra hele byen og opland og træner, hvor det nu lige er muligt, måske forskellige steder fra gang til gang og uden mulighed for “klubfaciliteter” til at holder møder eller blot mødes i. Det stærke dansemiljø, som skabes I Dansens Hus, vil trække mange nye dansere til og mange gæster til byen til events mm, det vil styrke folkesundheden, modvirke ensomhed, fremme livsglæden og sættes Aarhus på Danmarks- og verdenskortet som danseby.

Dans bringer smilet frem i smilets by

Støt Dansens Hus
Et nyt kraftcenter for social dans og foreningskultur.

Savner du et hus med flere dansesale, fantastisk dansegulv, lyd, lys og ventilation – hvor det sociale sammenhold og gå-i-byen dansemiljø dyrkes? Et nyt kraftcenter for social dans og foreningskultur!

Så tilmeld dig Facebook støttegruppen og inviter alle dine dansevenner så målet på 2.500 medlemmer kan nås inden Aarhus Kommunes budgetmesse den 7. september, og dermed være med til at overbevise Aarhus Kommune om at “Dansens Hus” skal med i den nye 10-årige anlægsplan.

Dansens Hus