Blød og inderlig workshopdag m. Linnea og Vanessa – Aarhus

sat18apr12:0015:30Blød og inderlig workshopdag m. Linnea og Vanessa – Aarhus12:00 - 15:30(GMT+02:00) Event Organized ByRaksa Mavedanserforening AarhusGlobus1

Event Details

Det bliver lækkert, blødt og inderligt, når Linnea og Vanessa kigger forbi Aarhus – lørdag d. 18. april –
til en dejlig workshopdag fuld af følelsesdrevet flow lige midt i foråret.

Niveauet er åbent, og der er guf for alle dansere, uanset om du er begynder eller øvet.

Tjek lige de lækre workshops her:

Kl. 12.00-13.30 ARME OG FLOW – Teknikworkshop med Linnea

Drømmer du om, at dine arme bevæger sig frit, naturligt og i smuk sammenhæng med resten af kroppen, når du danser?

På denne workshop dykker vi ned i armbevægelsernes kunst med fokus på følelsesdrevet flow, blødhed og elegance. Med tekniktræning og guidede improvisationsøvelser forsøger vi at slippe spændinger, finde et naturligt bevægelsesmønster og skabe en sanselig, levende udstråling i dansen. Mærk hvordan armene kan blive en forlængelse af kroppens udtryk – lette, organiske og fulde af følelse.

Workshoppen er åben for mavedansere på alle niveauer – du skal blot have lyst til at udforske, mærke og bevæge dig. Kom og giv dine arme nyt liv i dansen.

Kl. 14.00-15.30 LYRISK POP – Combos + lille koreo-workshop med Vanessa

Denne workshop inviterer dig ind i en legende og musikalsk oplevelse, hvor vi danser mavedans til lyrisk pop. Her handler det ikke om at være perfekt – men om at mærke musikken, finde dit eget lækre flow og lade bevægelserne hænge naturligt sammen.

Workshoppen er for alle niveauer. Uanset om du er helt ny eller har danset før, er du mere end velkommen, og der vil være flere muligheder, så du kan være med i dit eget tempo. Vi kommer til at arbejde med mindre kombinationer, der kan bruges til at træne flow – både det langsomme og det hurtige, og til sidst sammensætte det til en lille koreografi.

Målet er, at du går fra workshoppen med en følelse af bevægelsesglæde, mere kropsbevidsthed – og måske et nyt flow i kroppen. Du behøver ikke andet end behageligt tøj, du kan bevæge dig i, og lysten til at danse.

PRISER:
For medlemmer af Raksa koster en workshop kr. 225 eller kun 400 for begge to. Pris for ikke-medlemmer er kr. 275 pr. workshop.

ADRESSE.
Vi danser i spejlsalen i Globus1, Gudrunsvej 3A, 8220 Brabrand, hvor der er bus til døren og gratis parkering. Vælg indgangen ud mod Ringgaden.

TILMELDING.
Tilmeld dig via mail til raksa.mavedans@gmail.com – skriv hvilke workshops du ønsker at deltage i, og vi skriver tilbage om der er plads, og hvad du skal betale. Din plads er først sikret, når du har betalt.
Der er begrænset antal pladser, så vent ikke for længe…

OM VANESSA:
Vanessa har danset orientalsk dans i mere end 20 år og har gennem tiden opbygget en stærk passion for både dansens teknik, musikalitet og personlige udtryk. Hun er uddannet gennem CATT – Certified Academic Teachers Training – og har i flere år været aktiv som underviser i det danske mavedansmiljø, herunder en fast del af Orientalsk Eldorado.

Nysgerrigheden på at udvikle sig som danser lever i bedste velgående og Vanessa søger løbende inspiration hos internationale undervisere. I de senere år har hun haft stor glæde af at studere hos blandt andre Mercedes Nieto og Hanan, og hun er i dag en del af Hanan Group, hvor hun fortsat udvikler sit udtryk og sin forståelse for dansen.

Hun har også deltaget i flere sceniske projekter og danseevents, blandt andet flere gange i DOB samt i Jilinas BDEx, hvor fokus er på scenisk udtryk, performance og samarbejde mellem dansere.

Udover den klassiske orientalske dans holder Vanessa også af at udforske nye retninger. Hun har blandt andet arbejdet med fusionprojekter, hvor orientalske bevægelser møder metalmusik – et lille, men kreativt sideprojekt, der vidner om hendes lyst til at eksperimentere og udfordre dansens rammer.

Vanessas dansestil er særligt kendetegnet ved et smukt og sammenhængende flow. Hun har en forkærlighed for bevægelser, der flyder naturligt ind i hinanden, og i denne workshop vil hun netop arbejde med at kombinere blidt, til tider drømmende flow med mere dynamiske elementer, og skabe en smuk og levende dans til lyrisk popmusik.

OM LINNEA:
Linnea Færch er en erfaren underviser og orientalsk danser med over 25 års fordybelse i mavedansens univers. Hun har undervist siden begyndelsen af 00’erne og er kendt for sin evne til at kombinere solid teknisk forståelse med et blødt personligt udtryk.

Linneas personlige stil er blid, blød og sanselig med et organisk flow og varmt nærvær. Samtidig elsker hun at eksperimentere med at fusionere stilarter med mystik og rå kvindekraft.

Både som solodanser og gruppedanser har Linnea vundet adskillige nationale og internationale konkurrencer. Hun har undervist og optrådt i Norge, Island, Grønland og Færøerne, samt touret rundt med undervisergruppen Orientalsk Eldorado i en lang række af Danmarks større byer.

I sine workshops arbejder Linnea ofte med både simple og komplekse teknikker. På denne workshop er teknikkerne ikke et mål i sig selv, men et redskab til kropslig fordybelse. Hun guider danserne til at mærke bevægelserne indefra, så hver deltager kan udforske sit eget kropsliggjorte, personlige udtryk.

Workshoppen “ARME & FLOW” henvender sig til dansere, der ønsker at styrke sammenhængen i kroppens bevægelser og samtidig arbejde sanseligt og dybt med dansen.

Vi glæder os til at se dig
Dansekram fra Raksa Mavedanserforening Aarhus

‘Original photos by @Tundedora’

Time

18/04/2026 12:00 - 15:30(GMT+02:00)

Share this event